Piger, penge og magt. Det var de tre ting, der talte i Emils omgangskreds, da han som 18-årig endte som sælger af illegale rusmidler. Men Emil jagtede også noget andet. Nemlig den anerkendelse, han kunne få, når pengene rullede ind hos hans bagmænd. 

.

Af Frederikke Hecksher, Bolette Nilsson og Juliane Mackensie 

Emil.

Det er ikke hans rigtige navn. Den historie, du skal til at læse, handler om hans kriminelle fortid. En fortid i et miljø, der stadig gør ham så angst, at han frygter de personer og deres handlinger, der i sidste ende fik ham til at stoppe. Derfor er han anonym.  

Men han vil gerne fortælle sin historie. Historien om en fyr på 18 år, der bor hos sin mor og bruger sine hverdage på at læse fag op. Men mest af alt venter han bare på, at det bliver weekend. Fredag aften er der masser af kunder i det erhverv, der fylder det meste af hans tilværelse. At sælge illegale stoffer.  

En typisk fredag for Emil kunne starte med at sende en besked: 

”Jeg har fået piller igen.” 

Beskeden er sendt til Emils ‘grundstamme’. Hans helt eget netværk af folk, som ved, hvad han laver, og hvad han kan skaffe. 

Ordene sendes fra hans telefon, mens bassen fra festen pumper i baggrunden. 

”Hvad hedder du på W?” kommer svaret tilbage. En henvisning til den krypterede beskedtjeneste Wickr, og handlen er i gang. På Wickr kan køberen se Emils priser og endda mængderabatter. 

Ligesom andre 18-årige bruger Emil sine fredage på fester som disse. Men hans job gør alligevel hans aften atypisk. Han sælger MDMA og kokain, men mest MDMA. 

Han har allieret sig med en ven med bil. Derfor kan de hurtigt køre ud til kunden med pillerne. 

For det er i weekenderne – til festerne, at folk skal have et fix. Og det kan Emil hjælpe med. Så han tager fra fest til fest – og kan snildt nå fire-fem stykker i løbet af én aften.  

Han handler i gyder, private hjem, til fester og hos sin egen mor, hvor han sælger stoffer til alle og enhver. Venner og bekendte. Mænd og kvinder. Narkomaner og folk, der ‘bare’ skal holde sig vågne i byen. Han udfylder dén rolle i narkofødekæden, der får stofferne ud i forbrugernes hænder.

Selvom Emil med sine 18 år, kun lige selv er blevet voksen, navigerer han i et miljø, der bestemt ikke er for børn. 

.

Barndommens gade 

Inden narkosalg og lyssky handler i provinsens gyder, vokser Emil op i en lille landsby med sin mor, far og lillesøster. Emil spiller fodbold og har mange gode venner. Udefra set et rimelig normalt liv. 

Men noget var alligevel ikke så normalt. 

Der er nætter, hvor han ikke sover, fordi forældrene skændes. Deres forbrug af alkohol fylder i hjemmet. Emils far stikker flere gange af hjemmefra og går med Emils egne ord ‘bersærk,’ når han kommer tilbage. 

Forældrene bliver skilt, da Emil er ti år, og han flytter ind hos sin far. 

Både mor og far har det svært efter skilsmissen. De bøvler begge med sygdomme og ender på førtidspension. Emil bliver drillet i skolen, strukturen over hans hverdag mangler, og det samme gør bekræftelsen fra hans far, som er mere optaget af at give lillesøsteren opmærksomhed. Sådan oplever Emil det i hvert fald. 

Alt dette skubber Emils ungdomsliv i den forkerte retning. 

Han vil gerne prøve de sjove ting før andre jævnaldrende, og den kaotiske hjemmefront starter hans søgen på anerkendelse og at blive set for det, han kan.

.

Hvor vildt kan det blive?

Du kender det måske selv. Det, vi faktisk alle har brug for at høre: Du er god nok. Vi kan lide dig. Du hører til her. 

Hvis du ikke føler disse ting, kan du måske genkende den spirende usikkerhed, der kan opstå. Behovet for anerkendelse og bekræftelse opstår i glimt eller enkelte situationer for de fleste. 

Men for folk som Emil gennemsyrer dette behov for anerkendelse hele tilværelsen og kan have den effekt, at man vil gå længere end de fleste, for at opfylde det. 

For Emil er det også en søgen, han som teenager ikke selv forstår. 

“Det er meget alkohol, scootere og piger. Det er den her skala af – hvor vildt kan det blive, hvor sindssygt kan det være?” fortæller Emil om dette tidspunkt af hans liv. 

.

En glidende overgang 

Emil er kun 14 år gammel, da han drikker sig fuld første gang, og som 16-årig bliver stofferne det næste. En pille amfetamin, som nogle ældre drenge serverer for ham til en nytårsfest, åbner en ny verden. I vennekredsen snakker de hurtigt om den fede følelse, amfetaminen gav dem, men også – hvad skal det næste blive? 

Hash 

Kokain  

Ecstasy 

MDMA 

Nervemedicin 

Amfetamin 

Emil prøver det det hele.  

Han er udelukkende køber de første par år. Som 18-årig er stofferne blevet til et misbrug for ham.

Hans far synes ikke, at Emil respekterer hans regler, og faren smider ham ud hjemmefra. Han flytter ind hos sin mor. Han spiser ikke og kommer sjældent ud. Vægten siger efterhånden 50 kilo, når han træder op på den. Hans tågede blik på verden, afspejler den følelse han har indeni, når han ikke er høj. Helt følelsestom. 

Det er i den tilstand, han får kontakt til en ny gruppe personer, der er ældre end ham. Vennerne fra folkeskolen og fodbold er videre og går i gymnasiet. Det nye fællesskab cirkulerer om penge, narko og dyrt tøj. Emil ser deres dyre mærkevaretøj: Armani, Hugo Boss, Lacoste, deres dyre biler og hvordan de ødsler med penge. 

Emil kan skimte det. Der er en dør på klem til et liv, der måske kan give ham noget af det, han higer efter. Så han opsøger selv muligheden for at blive sælger. 

“Jeg finder ret hurtigt ud af, hvordan jeg skal gøre ved at se, hvad de andre, der sælger stoffer, gør,” fortæller han. 

Det er nemt for ham at begynde at sælge illegale stoffer, og han er ikke den eneste, der oplever det. 

Faktisk er det et lille skridt for folk, der allerede er misbrugere, fortæller Thomas Friis Søgaard, der er antropolog og lektor ved Center for Rusmiddelforskning.  

“Der er en masse strukturelle omstændigheder, der gør, at det skridt for nogen ikke er særlig stort. Nogle gange er det et skridt, man ikke helt selv opdager,” fortæller han om overgangen fra køber til sælger af illegale stoffer. 

Han har bl.a. undersøgt de faktorer, der potentielt kan skubbe unge ud i handel med stoffer. Det kan være et udsat hjem med dysfunktionelle familieforhold, skilsmisse, problemer i skolen, psykisk sygdom og misbrug. 

En pointe, der også bliver underbygget i en EU-rapport fra 2021. Den forklarer, at motivationen for at sælge illegale rusmidler oftest er gæld og økonomisk usikkerhed, en kaotisk livssituation eller hjemløshed. Derfor er ønsket om hurtige penge og dermed højere status en af de faktorer, der kan tiltrække en udsat person. 

“Mange af dem, der sælger, er selv startet som stofbrugere. Det har også noget at gøre med, at man er i et miljø, hvor stoffer er relativt normaliseret,” forklarer Thomas Friis Søgaard. 

Han fortæller, at folk der kommer fra en socioøkonomisk mindre velstillet baggrund, har de samme ønsker om forbrug som middelklassen, men ikke de samme midler til at realisere disse ønsker.  

“Det er helt klassisk. Det er en måde at skyde genvej til forbrugsgoderne – fx at gå i pænt eller flashy tøj.” siger han.

.

Kontant afregning 

Emil finder pengene frem, der er gemt i lejligheden. Tæller dem og pakker dem sammen. 

Hvis det er en af de dage, hvor hans mor er hjemme, får hun at vide, at han bare skal mødes med nogle venner. Det skal han på sin måde også. Systematisk hver søndag i de tidlige aftentimer. 

Det er forskelligt, hvor han skal mødes med de to, han sælger for. Men én ting ligger fast. De bestemmer stedet, og så kommer Emil til dem. 

De sætter sig. Emil fisker sedlerne op af lommen og afleverer deres andel af profitten for de MDMA-piller, der er blevet afsat i weekenden. De får over halvdelen. Han beholder den anden del – svarende til et par tusind kroner. 

“Pissegodt arbejde.” 

Forretningen kører godt, og Emil er god til at sælge stoffer. Det bliver han rost for. Noget, der nærmest føles som den rus, han oplever, når han selv tager stoffer. 

Han ser op til de to, som han kalder ‘gutter‘. De ser ham. 

Samtalen drejes over på, hvordan weekendens fester har været. Og om pigerne, stofferne, mærketøjet og de fine spisesteder. Emil lytter, observerer, beundrer. 

De lever det gode liv. Et liv, hvor man kan vise, hvad man har opnået, og ‘hvor langt man er kommet’, som han siger. Mærketøjet, bilerne og de dyre middage er beviser på det. 

Det tager max en times tid at afregne og give penge til hans bagmænd, og så er det tilbage til morens lejlighed. Måske er hun hjemme, måske er hun ikke. Det er ikke vigtigt for hende, at Emil fortæller, hvor han er henne og præcis hvem, han er sammen med.

Her er ingen faste rammer. 

.

Stofmarkedets proletariat 

Lortearbejdet. 

Det er ordet, som Emil og Thomas Friis Søgaard bruger til at beskrive det arbejde, Emil udfører. 

Det mest risikofyldte arbejde, hvor man konstant er i fare for at blive opdaget af politiet, og hvor man altid må tage chancer og være risikovillig. 

“Dem, der bliver sat til de mest usle opgaver, hvor der er allerstørst risiko, og hvor man tjener dårligst, det er de meget unge – stofmarkedets proletariat.” 

Thomas Friis Søgaard sammenligner de kriminelles metoder med de helt legale, vi kender fra hverdagens butikker. 

“Hvis du vil arbejde nede i Føtex, så starter du ikke som butikschef, så starter du som flaskedreng. Der tjener du dårligst, og arbejdsforholdene er formentlig heller ikke lige så gode som for ham på direktionsgangen.” 

Direktionsgangen – eller Emils bagmænd – giver ham også ros. 

“Anerkendelsen kom, når de (red. bagmænd) roste mig. Vi kunne se, at vores mål var nået. For det gik jo skidegodt. Det var den ros, jeg fik, der gjorde jeg fortsatte – for den anerkendelse jeg fik. Nogen satte pris på det, jeg kunne.” 

Det var dog også en metode, som kom Emils bagmænd til gode. 

For de ældre ‘gutter‘ er ikke ude efter nye venner. De er ude efter nogen, der vil løbe risikoen for dem. Men det er her, mange udsatte unge mennesker tager fejl, mener Thomas Friis Søgaard. 

Thomas Friis Søgaard forklarer at de personer, som er længere oppe i hierarkiet ved, at ros og anerkendelse skaber loyalitet hos de sårbare unge.  

“De kan næsten skabe et ‘storebror-bånd’, som virkelig kan udnyttes.” 

Rosen bliver dermed et styringsredskab for dem højere i hierarkiet, fortæller han. 

Udnyttelse af sårbare unge til dette risikofyldte arbejde er steget, efter at der gennem 00’erne er indført markant strengere straffe for narkokriminalitet. Ifølge EU-rapporten fra 2021 har det resulteret i, at bander og mere erfarne kriminelle ’flytter risikable opgaver nedad til dem, der er lavere i det organisatoriske hierarki’ eller til folk, som ellers ikke har noget med narkotikasalg at gøre.

Til unge som Emil. 

.

Ikke bare anerkendelse 

Jagten på anerkendelse er ikke så simpel, som den lyder. I sociologien arbejder man med tre former for anerkendelse – de tre sfærer – som alle skal være til stede i en persons liv, for at man kan føle sig accepteret, tilpas i samfundet og i sig selv. 

Den ene er i privatsfæren, som er det at få tilstrækkelig kærlighed og omsorg fra ens nærmeste og det, der skaber selvtillid og selvværd hos den enkelte. Den anden er den retslige, hvor man bliver behandlet ud fra de samme love og regler som andre. 

Den tredje er den socialesfære – noget sociologen Hakan Kalkan også kalder “social værdsættelse”, hvor det at blive set som en, der bidrager til og er en del af et fællesskab, er grundlæggende. 

“Du har brug for at tjene penge og få brød på bordet og opnå selvrealisering, men en af tingene er også, at du får social værdsættelse i kraft af dit bidrag til samfundet. Hvis du ikke er på arbejdsmarkedet, kan det være du møder et stigma,” fortæller Hakan Kalkan. 

I Emils tilfælde har han manglet anerkendelse i to af disse sfærer. Den sociale og den private. Hakan Kalkan har i mange år fulgt unge, etniske minoriteter i Nørrebros gademiljø, og hvordan følelsen af marginalisering og manglende social værdsættelse er en af drivkræfterne bag livet med kriminalitet, narko og vold.  

Kalkan fortæller, at det især er i etniske minoritetsgrupper, at der oftest er mangel på den sociale værdsættelse. I majoritetsgrupper, som den Emil er en del af, er det i højere grad uhensigtsmæssige familiedynamikker eller fx alkoholproblematikker, der skubber unge ud i kriminalitet. 

“Man kan dog sagtens mangle anerkendelse begge steder. Dem fra majoriteten kan være udsat på alle mulige måder,” understreger Kalkan også. 

.

Et ultimatum 

Skabe og skuffer bliver trukket ud og ind igen. Emils mor går rundt i lejligheden. Hun leder. Men ikke efter det, hun ender med at finde. 

Hun kalder på sin søn, og han tropper op i døråbningen. Fra hendes hånd hænger en pose. Posen, hvis indhold der venter på at skifte hænder, når det bliver weekend. 

“Hvis det her fortsætter, skal du ikke bo hos mig,” siger Emils mor. 

Ordene er skarpe. Det samme er hendes øjne. Og så er der alt det usagte. Hun bebrejder ham, og hun er skuffet over ham. Det er Emil ikke i tvivl om. 

Modsat kammeraterne anerkender hans mor ham ikke for, hvor god han er til at sælge, hvor mange penge han tjener, eller hvor smart hans tøj er. Tværtimod. 

Hun løfter posen hen mod ham. 

“Er du godt klar over, hvor farligt det er at have liggende?” 

Emil ved det godt. Han kan ikke forsvare sin søgen efter penge, status og anerkendelse. 

“Jeg skal nok holde op,” fremstammer han. 

Velvidende om, at det ikke kommer til at ske. I hvert fald ikke lige nu. Pengene, rosen og det gode liv venter jo lige om hjørnet. 

.

Vendepunktet 

Emil har nu taget stoffer i to-tre år. I et halvt år har han solgt dem. I den tid oplever han en ven, der er tæt på at miste livet af en overdosis. Hans mor, der vil smide ham ud hjemmefra. Venner fra folkeskolen og fodbold, som han ikke længere har kontakt til. 

Men ingen af disse ting får Emil til at skille sig af med pillerne og den identitet, der følger med. 

I dag er han bange for at fortælle uddybende om de episoder, der i sidste ende gør ham for utryg til at fortsætte med at sælge stoffer. Det er en blanding af ting, han oplever i miljøet og en erkendelse af, at han ikke er blevet rigere af at sælge. Han er tværtimod blevet fattigere, fordi en del af pengene også går til at finansiere stoffer og de materielle ting, som burde give ham det gode liv.  

Han er stikirenddrengen, der udfører et enormt risikofyldt og farligt arbejde. En dukke, der er blevet forført at ros, penge og løfter, men som egentlig gør det arbejde, som hans såkaldte ‘gutter‘, ikke selv vil udføre. 

Han kan ikke mere. Men der ligger stadig piller gemt i lejligheden, som mangler at blive solgt. Emil vil ikke have noget med dem at gøre. Han afleverer dem tilbage. Kigger sin nu en af sine tidligere ‘gutter‘ i øjnene en sidste gang. 

Fuck det. 

Emil stopper, inden det eskalerer. Og inden politiet opsnapper hans ulovlige levevej. Andre i omgangskredsen fortsætter med at sælge og kommer længere og længere ud. Nogen ender endda i fængsel.  

Det er gået op for ham, at pengene kun er en kortsigtet gode. På den lange bane er der hverken økonomiske gevinster eller et fedt fællesskab. Det forstår han i dag, når han i lokalmiljøet hører om dem fra hans tidligere omgangskreds eller af og til støder ind i de mennesker, der engang gav ham det, han havde brug for. 

Anerkendelse. 

.

Epilog  

Da Emil holder op med at sælge stoffer, fortsætter han med at tage dem. Han ryger tilbage til det storforbrug, han havde inden, han solgte stofferne. Men så møder han en kvinde, han bliver forelsket i, og som giver ham et ultimatum. Det er hende eller stofferne. 

Emil lægger misbruget bag sig fra den dag. Den første tid efter er hård. Han skal genopbygge sit mentale og fysiske helbred efter et misbrug, der har tæret på ham gennem længere tid. Selvom han ikke modtager professionel hjælp, falder han ikke tilbage. Og har ikke gjort det siden.

I dag har han været stoffri i mere end fire år. Kvinden, hans nuværende kæreste, er der stadig. Det er stofferne ikke. 

I dag har Emil igen kontakt til flere folkeskolevenner, fast arbejde og fået sin egen familie.  

Han fortæller, at hans forældre er stolte af ham i dag. 

Emil er ikke hans rigtige navn. Journalisterne kender hans fulde identitet.